Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse/Borderline

Har du en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, handler du impulsivt og uoverlagt uden at tænke på konsekvenserne for dig selv eller andre.
Du er lunefuld og uforudsigelig, har svært ved at tøjle dit temperament og din vrede, specielt hvis du bliver hindret i at følge dine impulser. Du kommer let i konflikter med dine omgivelser og har svært ved at kontrollere dig selv.

Der findes to typer af emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelser: Den Impulsive type og borderline typen. Er du den impulsive type, oplever du problemer med at kontrollere dine impulser og følelser. Hvis du er borderline typen, har du desuden problemer med at opretholde et nært forhold til mennesker omkring dig. Forholdene bliver intense nogle gange endda stormfulde, men er præget af ustabilitet, og du har en tendens til splitting, dvs. du svinger mellem meget positive og meget negative følelser for andre mennesker. 

Det er almindeligt, at du besidder en usikker identitetsfølelse, hvor du tilpasser dine meninger og holdninger alt efter hvem du befinder dig sammen med.

Ved behandling af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse er det ofte nødvendigt at gå i intensiv terapi, hvor der ikke går for lang tid mellem de enkelte samtaler.

Jeg vurderer ved den indledende samtale udgangspunktet for terapien, da der er forskellige modeller, der kan benyttes, hvilken der passer bedst er afhængig af din personlighedsstruktur.

Jeg vil i løbet af samtalerne forsøge at synliggøre dine forskellige adfærdsmønstre samt din måde at opfatte dig selv om dine omgivelser på, typisk er disse opfattelser forbundet med stærke følelser af enten positiv eller negativ karakter.

Ved hjælp af forskellige værktøjer, hjælper jeg dig undervejs i forløbet med at indlære nye tankemønstre og lære at opfatte dig selv på en ny og mere positiv måde så du er bedre rustet til at fungere i dine omgivelser.

Er du pårørende til en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse giver det god mening at få professionel sparring i forhold til de ting, du gennemgår. Ved dette kan du få en bedre forståelse af borderlines grundlæggende natur samt et indblik i, den adfærd det afstedkommer. Dette vil også hjælpe dig med at vurdere, om din fremtid skal bygges med eller uden vedkommende.

Lider du selv af en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, eller er du pårørende til en der gør, så bestil tid til en samtale med mig på 4058 1028 eller send en mail på: c@charlotte-skeel.dk